Din hund og kat nyder godt af flere ting fra havet. Vi bruger friskfangede fisk fra danske og norske farvande til vores fiskevarianter, og vi sørger for den rette mængde af fiskeolie og omega-3 i maden. Derudover bruger vi nordisk tang.
Hvad er omega-3?
Omega-3 fedtsyrer er en betegnelse for en familie af flerumættede fedtsyrer. De har det tilfælles, at de har en dobbeltbinding på kulstofatom nummer tre fra kulbrinteenden. Der findes flere forskellige fedtsyrer indenfor omega-3 familien, men de vigtigste er eicosapentaensyre (EPA) og docosahexaensyre (DHA) og α-linolensyre (ALA), som også er den mest almindelige. Hos hunde og katte er ALA en essentiel fedtsyre, dvs. at den skal tilføres via maden. Hunde og katte kan omdanne ALA til EPA og i mindre grad til DHA. Den mængde, der omdannes er nok til voksne hunde, men er ikke nok til særlige livsstadier som vækst, drægtighed og diegivning. Derfor er der i disse særlige perioder et særligt ernæringsmæssigt behov, som dækkes hvis EPA og DHA tilføres via maden. Katte har også et særligt ernæringsmæssigt behov for EPA og DHA, da ALA ikke kan omdannes i tilstrækkelige mængder hos katte.
Omega-3 fedtsyrer findes ikke kun i fisk, det findes også i vegetabilske produkter som f.eks. alger, valnødder, chiafrø og hørfrø. Her er det dog vigtigt at bemærke, at det kun er alger som indeholder samme type omega-3 fedtsyrer som fisk, nemlig EPA og DHA, hvor valnødder, chiafrø og hørfrø indeholder ALA.
Hvorfor er omega-3 fedtsyrer godt?
Omega-3 fedtsyrer fra havfisk har flere positive indvirkninger på dit kæledyr, bl.a. antiinflammatorisk effekt ved ledproblemer og reducering af gener med eksem, kløe og allergier. Omega-3 er også godt for hud og pels. Derudover mindsker omega-3 risikoen for hjertesygdomme, styrker immunforsvaret samt vedligeholder den kognitive funktion. Omega-3 har en positiv effekt på den generelle mentale sundhed. Omega-3 fedtsyrerne har også en positiv indvirkning på normal neurologisk og retinal udvikling hos hvalpe og killinger. Her er det især DHA, som betyder noget, og denne fedtsyre er meget vigtig at give moderen under drægtighed- og diegivningsperioden.
Er der farer forbundet med brug af fiskeolie?
Selvom omega-3 har mange positive effekter, har der tidligere været tvivl omkring brugen af fiskeolie pga. kontaminanter som kviksølv, dioxiner og polychlorerede biphenyler (PCB).
Vores olie bliver produceret ved at presse olien ud af fisk, som er blevet opvarmet ved 90-100°C. Herefter bliver olien centrifugeret ad flere omgange for at fjerne vand og proteinrester. Derefter laves der en oprensning, som fjerner kviksølv, dioxiner og PCB’er fra fiskeolien. Alle disse trin sørger for, at fiskeolien er renset, således at indtag af fiskeolien ikke giver sundhedsskadelige konsekvenser for hunden eller katten.
Friskfanget fisk fra havet
Fiskene, som bliver brugt i Kingsmoors smagsvarianter med havfisk, er friskfanget i farvandene mellem Danmark og Norge. Her bliver der fanget forskellige slags fisk som f.eks. makrel, sild og tobis. Det er mest pelagiske fisk, som bliver fanget, og mængden af de forskellige slags varierer med årstiden. For eksempel er tobis en stationær fisk, som kun i sommermånederne svømmer frit omkring, derfor foregår fangsten af tobis mest fra marts til juli måned. Vilde koldtvandsfisk har det største indhold af de mest omsættelige omega-3 fedtsyrer (EPA og DHA). Fiskene producerer ikke selv omega-3 fedtsyrer i kroppen, men det akkumuleres gennem indtagelse af fedtsyrerige mikroalger. Det gør, at vilde fisk har et højere indhold af de essentielle flerumættede fedtsyrer EPA og DHA end eksempelvis opdrætslaks, hvor foderet typisk indeholder plantedele og vegetabilske olier.
Produktion af fiskemel
Når fiskene er fanget, bliver de straks kølet ned, og de forbliver kølet ned, indtil de bliver leveret til fabrikken. Når fiskene er leveret til fabrikken, gennemgår leverancen en kvalitetskontrol, da fiskene skal godkendes inden brug. Herefter bliver fiskene kogt ved 90°C, hvorefter massen presses, så vandet sorteres fra. Det færdige fiskemel har et vandindhold på max 10%. Når alt vandet er presset fra, tørres den resterende del, og det kan gøres ved forskellige temperaturer afhængig af, hvilke arter af fisk der bruges, og hvordan det færdige produkt skal være i forhold til næringsstoffer. Fiskemel til kæledyr bliver ofte tørret ved lav temperatur, da man så bibeholder et højt indhold af protein. Efter tørring bliver massen homogeniseret for at ensarte og sørge for, at fedt og protein ikke klumper. Derefter bliver melet pakket, så det er klar til at blive leveret og kan bruges i Kingsmoors produkter.
Hvad med bæredygtighed?
Bæredygtighed er den seneste tid blevet et velkendt begreb for den almindelige dansker. Men hvordan går bæredygtighed, fiskemel og hunde- og kattemad op i en højere enhed? For at sikre fuld udnyttelse af ressourcer i produktionen af fiskemel, så bruges fiskene hele, eller også bruges der dele, som ikke anvendes til human konsum. Det er måden til at undgå madspild. Vi mener, det er bæredygtigt at udnytte fiskens fulde potentiale ved at bruge alt fra fisken, da det også bidrager med en stor ernæringsmæssig værdi. Derudover fanges der ikke fisk, som danske og internationale organisationer udpeger som truede arter. Det gør, at biodiversiteten bibeholdes i de danske og norske farvande. Fiskene, der bliver brugt til fiskemelet, bliver fanget i havene omkring Danmark og Norge, hvilket sikrer en relativ lav transporttid til fabrikken, og det betyder mindre udledning af CO2.